Transmissionsforebyggende vacciner
Vacciner som er rettet mod parasittens seksuelle formeringsfase kaldes også transmissions-blokerende-vacciner. Sådanne vacciner giver ingen beskyttelse til det immuniserede individ. Vaccinernes formål er at rejse antistoffer, som når de optages af malariamyggen under dens blodmåltid vil forhindre han-hun fertiliseringsprocessen i myggens tarm, alternativt blokere den videre udvikling af ookineten. Effekten af en sådan vaccine ville være myg, som ikke længere er inficeret med malariaparasitter, og derfor ikke kan viderebringe sygdommen. Transmissions-blokerende-vacciner kunne være et attraktivt supplement i et forsøg på at udrydde malaria i isolerede områder som for eksempel på øer og i områder med lavt transmission. Ligeledes ville transmissions-blokerende-vacciner kunne bidrage til en formindsket spredning af multi-drug-resistente-parasitter og escape mutanter opstået i forbindelse med anvendelse af vacciner rettet mod de øvrige parasitstadier. Endeligt ville en transmissions-blokerende-vaccine være et vigtigt kontrolredskab, hvis den var obligatorisk for rejsende, der vender hjem fra malariaområder til områder, hvor malaria allerede er blevet udryddet, men hvor genetablering af malariatransmission er mulig. Det ville være attraktivt at kombinere en transmissions-blokerende-vaccine med en vaccine rettet mod blodstadiet. I øjeblikket er to forskellige transmissionsblokerende vaccinekonstruktioner i præklinisk og tidlig klinisk afprøvning.
Den colombianske forsker Manuel Elkin Patarroyo har udviklet en multi-komponent malariavaccine. Denne vaccine kaldt SPf66 har været igennem adskillige kliniske afprøvninger uden overbevisende resultater.
Malariavaccineforskere og udviklere er helt i forreste linie i moderne vaccinologi (17). I eksperimentelle modeller afprøves flere nye vaccinesystemer, som for eksempel prime boost strategien med viral vector priming og boosting med rekombinant protein eller DNA-priming efterfulgt af viral vector boosting. Sådanne vacciner er i øjeblikket i klinisk fase I forsøg. Multikomponent og multistadie DNA-vacciner er under konstruktion, og vil inden for den nærmeste fremtid nå frem til fase I kliniske forsøg. Malaria genom-projektet vil uden tvivl skaffe os megen ny og vigtig information for vaccine- og medicinudvikling.
Det største problem i dag er imidlertid ikke at finde og karakterisere nye antigener, men snarere at få bragt allerede veldokumenterede antigener fra laboratoriet via miniskala Good Manufacturing Practise (GMP) produktion til klinisk afprøvning. En af forhindringerne i udviklingen af specielt blodstadie-vacciner er den private industris meget begrænsede interesse. Malariavaccine markedet er ikke økonomisk solidt nok til at industrien tør investere de midler, der skal til for at udvikle lovende laboratoriefund til eksperimentelle vacciner, der kan afprøves i mennesker. Denne begrænsede interesse har fået malariavaccineforskere globalt til at bede om stærkt forøget offentlig finansiering. USAs Department of Defense har etableret sin egen Good Manufacturing Practise produktion for at kompensere for det begrænsede industrielle engagement. National Institutes of Health, USA arbejder i øjeblikket med lignende planer. I Europa har Europakommissionen etableret European Malaria Vaccine Initiative (EMVI), som har et meget specifikt mandat – nemlig at etablere en mekanisme eller en mulighed for at bringe lovende laboratorieresultater via begrænset Good Manufacturing Practise produktion frem til klinisk afprøvning i mennesker. European Malaria Vaccine Initiative har efter anbefaling fra et internationalt videnskabeligt panel netop indgået aftale om produktion af fire eksperimentelle malariavacciner, hvoraf de to vil være klare til klinisk fase I afprøvning senere på året 2000.
På baggrund af de seneste års videnskabelige og teknologiske fremskridt, det fornyede globale engagement i bekæmpelsen af malaria og med gradvist øgende offentlig finansiering er det sandsynligt, at vi inden for de nærmeste år vil se flere forskellige malaria vacciner klar til klinisk efficacy afprøvning.
Skal malariavacciner komme befolkningen i udviklingslandene til gode, er det bydende nødvendigt, at de bliver kosteffektive redskaber. Det betyder, at produktionsomkostningerne skal være lave, at vaccinerne kan blive distribueret via eksisterende nationale immuniseringsprogrammer og Expanded Programme on Immunisation (EPI), at antallet af injektioner ikke overstiger tre, og at den inducerede beskyttelse varer i mindst tre år og eventuelt kan boostes ved naturlig infektion. De fleste af disse basale kriteria kan vi overholde. Men det er nødvendigt gennem hele vaccineudviklings-processen, at man holder sig dem for øje.