For patienterne
Hvis en patient vælger en kompagniskabspraksis med en fællesliste, får patienten altså to eller flere læger at vælge imellem. Fordelene er, at patienterne får nogle valgmuligheder, som de ikke har i den norske model for et fastlægesystem, sådan som det i dag praktiseres i de fire forsøgskommuner Lillehammer, Åsnes, Trondheim og Tromsø. Ulemperne kan være, at de ikke altid kan være sikre på at komme ind til den samme læge, sådan som de vil kunne, hvis de vælger en læge i solopraksis.
De praktiserende læger er ansvarlige for det faglige tilbud, ud fra den overenskomst der er indgået mellem lægerne og sygesikringen (trygden) (4) om blandt andet tilgængelighed og maksimal ventetid. Hvis en patient synes at det er for vanskeligt at få time hos sin læge, må patienten vælge en anden læge i praksis, hvis patienten er på en fælles liste, eller skifte til en anden praksis. Utilfredse patienter kan skifte til en anden liste til den første i hver måned. De er så «bundet» til den nye lægepraksis i mindst seks måneder, før de kan skifte igen.
Læger udvikler ofte områder som de er specielt interesserede i og derfor dygtige til. I praksis med fællesliste giver det patienterne mulighed for, at søge den læge de mener bedst kan hjælpe dem med et bestemt problem og det kan godt være en anden end deres ansvarlige læge. En af lægerne kan f.eks. være specielt dygtig til behandling af rygproblemer. Mange patienter på fælleslisten ved dette og får de en akut ond ryg forsøger de at få time hos den pågældende læge. Når han har behandlet deres ryg, fortsætter de hos deres ansvarlige læge.
En anden læge kan have speciel kompetence indenfor en bestemt sygdomsgruppe og dermed bedre servicen for netop disse patienter, f.eks. patienter med kroniske sygdomme som astma, sukkersyge, fibromyalgi, eller psykiske problemer.
Det modsatte kan også ske. En af lægerne bryder sig ikke om at operere, mens en anden synes det er spændende. Han opererer derfor den ansvarlige læges patienter til alles store tilfredshed. Denne mulighed for at kompensere for hinandens svaghed og indenfor praksis udvikle flere kompetenceområder har sololægen ikke. Han må henvise sine patienter til en specialist i et andet speciale, hvis han ikke selv kan hjælpe patienterne. Det betyder at patienterne ofte må vente på at få time hos en specialist og må have hjælp et andet sted end i deres «eget» lægekontor.
Et familiemedlem kan foretrække ‘n læge og f.eks. børnene en anden. Hele familien kan stå på fælleslisten, og alligevel have den læge de hver især foretrækker, dvs. forskellige ansvarlige læger til forskellige familiemedlemmer. Vælger en familie en sololæge må de vælge imellem en læge der «er god til det hele», eller som har ry for at være god til kvinders helseproblemer, børn eller bestemte sygdomme. Hele familien har således vanskeligere ved at få alle deres problemer behandlet optimalt i samme praksis.
For lægerne
Lægerne i en kompagniskabspraksis har mulighed for at fordele arbejdsbelastningen imellem sig. Deres indtjening, dvs. hvor stor deres overskudsandel bliver, afhænger af hvor meget tid de bruger i praksis.
Lægerne i et kompagniskab har en fælles interesse i at gøre et godt stykke arbejde for deres patienter. Det fælles ansvar for patienterne er med til at sikre selvjustits mellem lægerne. Hvis en læge laver dårligt arbejde, som gør at patienterne vælger sig ind på andre lægers ledige timer, vil det kunne give en skæv arbejdsbelastning imellem lægerne. Dette giver i det lange løb problemer i kompagniskabet som lægerne må løse indbyrdes. Hvis lægerne ikke kan finde en løsning på et sådant problem, kan det blive nødvendigt at de går fra hinanden. Det kan ske ved at fælleslisten deles og praksis omdannes til en gruppepraksis, eller at en af lægerne rejser og en ny læge optages i kompagniskabet.
En kompagniskabslæge som gør et dårligt arbejde, som patienterne er utilfredse med, kan ødelægge praksis omdømme og få patienterne til at skifte læge. Det har økonomiske konsekvenser for alle lægerne i kompagniskabet. Hvis en læge er specielt dygtig eller populær, vil det rygtes i befolkningen og have positive konsekvenser for hele kompagniskabet, fordi det vil kunne tiltrække patienter.
Kompagniskab kan blive for store. Ansvarligheden overfor patienterne på fælleslisten er omvendt proportional med antallet af læger i kompagniskabet. Dvs. jo flere læger der er fælles om en liste, jo mindre bliver ansvarligheden overfor patienterne på denne. Samarbejdsvanskelighederne stiger også med antallet af læger og dermed risikoen for at samarbejdet går i stykker og praksis må deles. Kompagniskaber på 3 – 5 læger synes at være en optimal størrelse.
Lægerne i et kompagniskab har mulighed for at fordele patienterne mellem sig ud fra faglige og personlige kriterier, uden at dette behøver at have økonomiske konsekvenser for den enkelte læge så længe de arbejder lige mange timer. Lange konsultationer er i dagens system tabsgivende i forhold til korte konsultationer. I et kompagniskab kan læger med interesse for patienter med tidkrævende problemer tage sig af dem uden at omkostningerne for den enkelte læge bliver for store, fordi omkostningerne bliver fordelt på alle lægerne i praksis. Omsorg for disse patienter kan være en fordel for praksis, fordi pårørende til disse patienter ofte vil være tilmeldt samme praksis. En specialisering indenfor praksis, hvor nogle læger har mange kortvarige konsultationer og andre har færre, men længerevarende konsultationer er et bedre servicetilbud end det en sololæge kan tilbyde.
Ved særligt belastende patienter kan lægerne med en fællesliste aflaste hinanden, fordi den enkelte patient ikke har «patent» på nogen bestemt læge. Patienten har netop selv valgt en praksis med fællesliste og ikke en sololæge. Lægerne i kompagniskabspraksis føler sig alle ansvarlige for at hjælpe hinanden og dermed også patienten. Det betyder at det problem som kvindelige læger i Norge er citeret for at have med kvindelige patienter, ikke er stort i Danmark og aldrig noget man har oppe i den faglige debat. Kvindelige læger i en kompagniskabspraksis kan lettere «beskytte» sig mod for mange kvindelige patienter ved f.eks. at styre timelisterne, så de ikke har mere end en vis del af konsultationerne sat af til kvindelige patienter. Herved sikrer man at de kvindelige læger ikke «brænder ud» pga. ensformigt eller belastende arbejde.
Hvis man har en fællesliste kan man tage hensyn til lægernes forskellige arbejdskapacitet som også varierer i lægens liv f.eks. under sygdom, skilsmisser og lignende, uden at det behøver at vanskeliggøre økonomien for den enkelte læge. Hvordan man støtter hinanden skal fremgå af den skriftlige kontrakt, som er et meget vigtigt grundlag for alle kompagniskabspraksis.
Når en sololæge kører fast, er der ingen kolleger, der er ansvarlige for at hans problemer bliver løst, og lægen må da henvise patienten, søge hjælp hos kolleger i andre praksis, holde op med at praktisere eller søge organiseret, kollegabaseret netværksassistance.
I kompagniskabspraksis har lægerne valgt hinanden som kolleger. Det er en fordel når de skal købe ind og ansætte personale. I en gruppepraksis er rationel drift afhængig af, at man kan sammen og har nogenlunde lige store lister. Har man ikke det må man lave en fordelingsnøgle, så den praksis der har en stor liste betaler mere til fællesudgifterne, end den praksis der har en lille.
Det er meget lettere at starte i en praksis med fællesliste end at skulle starte uden patienter (0-praksis). Det betyder at generationsskiftet i praksis kan gøres gradvist. Når man synes at arbejdet i praksis er blevet for stort, kan man søge om tilladelse til at optage en ny kollega i praksis, som man kan dele arbejdet med. Den nye læge vil meget hurtigt få en travl arbejdsdag og dermed en normal dagindtjening.
For samfundet
Ved at lægerne arbejder tæt sammen og i fællesskab er ansvarlige for at patienterne på fælleslisten får en god lægebehandling, er samfundet sikret praktiserende læger, der har en vis intern kvalitetskontrol. Lægerne inspirerer hinanden til at højne den faglige standard og har en fælles interesse i at praksis drives optimalt både økonomisk og fagligt. Større fleksibilitet i lægernes mulighed for at regulere deres arbejdsdag vil minimere risikoen for udbrændthed og sikre større stabilitet blandt primærlæger. Dette vil være mest mærkbart for kvindelige læger, som ikke i så høj grad vil brænde ud på grund af mange kvindelige patienter.