Stortingssaken
Omsorgen for personer som ikke kunne forsørge seg selv, var i 1872 kommunens ansvar, og den forventet at slektninger om mulig stilte opp. Embetsmenn kunne søke Stortinget om pensjon, og ofte bevilget de to tredeler av opprinnelig lønn – dog etter en individuell vurdering, ikke bare av alder og ansiennitet, men også flid og dyktighet i tjenesten (7). Enker etter embetsmenn, geistlige og offiserer hadde en viss dekning gjennom den såkalte Enkekassen, der disse yrkesgruppene hadde obligatorisk medlemskap (7). I dette tilfellet var det imidlertid ingen enke. Det var således ingen selvfølge for staten å yte økonomisk støtte til seks etterlatte barn.
Alle beskrev Boye som usedvanlig pliktoppfyllende, kristeligsinnet og medfølende. Hans pliktoppfyllende embetsutøvelse var selve årsaken til at han hadde blitt smittet og at forløpet ble fatalt
Dokumentene fra sakens videre gang vitner om en betydelig – om ikke samstemt – vilje til å hjelpe barna økonomisk, selv om de hadde utsikt til en arv på 400 spesidaler fra sin farfar, som døde få uker etter sin sønn (1). I april sendte Amtmannen morfarens «underdanige Ansøgning» videre til Departementet for det indre. Departementet la saken fram for Stortinget i en egen stortingsproposisjon:
«Den Kongelige Norske Regjernings underdanige Indstilling af 13de December 1872, som ved Kongelig Resolution af 21de December 1872 er bifalt, Angående Understøttelse af Statskassen til afdøde Distrikstslæge i Frostens Lægedistrikt Jonas Collin Boyes efterladte 6 Børn » (1).
I stortingsproposisjonen siteres sognepresten i Frosten prestegjeld, amtmannen i Nordre Trondhjems Amt, distriktslegen i Stjørdal samt Herredsstyret i Frosta. Alle beskrev Boye som usedvanlig pliktoppfyllende, kristeligsinnet og medfølende. Hans pliktoppfyllende embetsutøvelse var selve årsaken til at han hadde blitt smittet og at forløpet ble fatalt:
«Skjønt selv meget syg, ydrer Distriktslægen, vedblev Boye at røgte sin Embedsgjerning, indtil han segnede hen paa Dødsleiet; havde han skaanet sig, tilføyes der, og i tide kunnet erholde Hjælp, vilde hans Liv maaske have været sparet» (1).
Amtmannen understreket at Boye ikke bare på grunn av sin nidkjære og samvittighetsfulle legegjerning, men også på grunn av sin hederlige karakter nøt alminnelig aktelse og anerkjennelse. Herredsstyrets menn la til at han hadde vært «mer enn almindelig gavmild mod de Fattige».
Likevel – eller kanskje derfor – sto det dårlig til med finansene. Sognepresten beskrev familiens bolig som en «temmelig indkneben Leilighed» (1). Barnas morfar, den forhenværende sognepresten, mente det knapt ville være noe igjen til barna etter at kreditorene hadde fått sitt.
Departementet understreket at det var i samfunnets interesse at legene var villige til å risikere livet for sine pasienter
Den 21. desember 1872 vedtok Kongen i statsråd å anbefale at Stortinget bevilget 20 spesidaler i årlig støtte til hvert av barna inntil de fylte 18 år (1). Totalt utgjorde dette 120 spesidaler, som departementet «underdanigt bemærket» at Stortinget fra 1862 hadde bevilget enker etter distriktsleger «der ere omkomne ved Ulykkestilfelde paa Embedsreiser, eller have tilsat Livet som følge af Sygdom, paadraget under udøvelsen af deres Kaldspligter» – enten så lenge enken hadde omsorg for mindreårige barn, eller «uden saadan Begrændsning».
Departementet understreket at det var i samfunnets interesse at legene var villige til å risikere livet for sine pasienter: «De samme grunde, der have foranlediget Tilstaaelsen af deslige Pensioner – at vedkommende Embedslæge er død under eller formedelst Opfyldelsen af sine Embedspligter, og at det er i det Offentliges Interesse, at Distriktslægernes Pligtfølelse styrkes ved bevidstheden om, at det er Udsigt til, og Staten i Tilfælde ikke vil unddrage sig at komme deres værdige og trængende Efterladte til Hjælp» (1).
Departementet minnet om at Stortinget også hadde bevilget støtte til andre embetsmenns etterlatte barn: I 1851 bevilget Stortinget 120 spesidaler i året til de seks mindreårige barna til professor i kjemi Moritz Thaulow (1812–50), som hadde mistet begge side foreldre i løpet av kort tid (1).