Dramatisk familiehistorie fylt av store triumfer og smertelige nederlag

Troels Kardel Om forfatteren
Artikkel

Bille, Joen

Villa Ibsen

Min mormors hus. En familiekrønike. 328 s, ill. København: Gyldendal, 2014. Pris DKK 300

ISBN 978-87-02-15903-5

Villa Ibsen – Min mormors hus er en velskrevet og velkomponeret fremstilling af Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnsons, den danske skuespiller Joen Billes oldefædres ved giftermål sammenknyttede familier og deres temperamentsfyldte efterkommeres krønike med detaljer genfortalt i familien gennem fire generationer. Her hører vi om hvordan Ibsens forfatterskab til dels udsprang af slægtsbegivenheder og blev afpudset under oplæsning hjemme af hustruen Suzannah og af sønnen Sigurd Ibsen, den senere statsminister ved unionsopløsningen og morfar til Bille.

Der er omtale af de berømte slægtninges sygdom og død. Bjørnson var i 1909 blevet ramt af et slagtilfælde. For at opnå den bedste behandling fik man ham transporteret til Paris i en kongelig salonvogn. Intet hjalp. Dødskampen trak ud. I månedsvis var familien samlet omkring ham på et hotel før han sov ind.

Et hovedtema er «Villa Ibsen» i Norditalien. Den var indrettet og beboet af Sigurd Ibsen og hustru Bergliot, f. Bjørnson og et samlingspunkt for familien under lange ferier. Mormors hus rummede mange møbler fra oldeforældrene i Oslo men blev solgt i 1968 sammen med Villa Ibsen, da de hjemlige myndigheder ikke var interesseret. En ring sluttedes i samspillet mellem forfatterskab, samfund og familie, da forfatterhjemmet i lejligheden nær Slottet i Oslo kunne genskabes som Ibsenmuseet med inventar i 2002 købt tilbage af den norske stat fra de italienske ejere under Joen Billes medvirken.

Bogen har almen interesse for norske læsere.

En bemærkning om at Tancred Ibsen sammen med sine norske officerskolleger var i tysk koncentrationslejr under 2. verdenskrig bør nok rettes til at onkelen, slemt nok endda, sad i tysk krigsfangelejr.

Anbefalte artikler