Teenagefamiliens store udfordringer

Povl Riis Om forfatteren
Artikkel

Sæterbakken, Stig

Gjennom natten

265 s. Oslo: Cappelen Damm, 2011. Pris NOK 369

ISBM 978-82-02-35799-3

Romanen har som hovedemner døden og sorgen, oplevet af en familie, med faderen som fortæller, når døden har selvmordets form i en norsk tandlægefamilie.

Det er sønnen af familiens to børn, som ved en selvvalgt, alkoholudløst, dødelig bilulykke repræsenterer dødsfaldet.

Men dette tab i familien skildres som en række eksistentielle spørgsmål, hvoraf mange af fortælleren først stilles post mortem om sønnen, hvor de medmenneskelige forebyggelsesmuligheder alene har fortrydelsens ufrugtbare karakter.

Familiens eksistentielle mangler og svigt skildres af tandlægefortælleren i en social-psykologisk form for perioden til sønnens selvmord som 18-årig. Vægten er lagt på forældrenes kærlighedsforhold, med vægten på selvcentreret seksualitet, som ikke omfatter kærlighedsbegrebets langt større omsorgs- og venskabsperspektiv imellem forældrene, samt imellem dem og børnene.

Den yderligere belastning af teenagebørnenes behov for forældre som inspirerende rollemodeller, i familiens adfærdsnormer, og i mangel på nænsom omsorgsopmærksomhed, øger børnenes sårbarhed.

Sønnens tiltagende indelukkethed, som for anmelderen kunne tyde på et anlæg for genetisk betinget svær depression, fører ikke til noget forældreinitiativ for en fælles familiær og professionel forebyggelse og behandling.

Romanens indledende varsel om et hemmeligt hus i Slovakiet, der siges at kunne forvandle sorgens natur negativt eller positivt, indfries først i romanens afsluttende bidrag. Og hvor de første ca. to tredjedele inddrager læseren som medarbejdende fortolker, står forfatteren nu langt mere som eventyrfortælleren, som besidder denne kunstneriske forms musiske dominans, endog som en psykoanalytisk detaljering af det mennesketomme hus i Slovakiet.

Langsomt dukker tråde til den norske tandlægefamilies personer op, så juletraditionerne, da børnene i familien var små, får drømmenes intakte styrke, og dermed en vej måske skabes til mental overlevelse for sorgens livstruende følger.

Romanen er som helhed skrevet på et smukt nutidsnorsk, der levende afspejler dette værks forskellige tråde og sociale aktørers sprog. At den er skrevet af en erfaren forfatter, og ikke med en social-psykologisk eller -psykiatrisk forskers pen, gør den alligevel værdifuld for mange, der har ansvar for professionelle møder med børnefamilier.

Det gælder især, når disse familier står midt i ansvaret for teenagebørns skift fra forældres rollemodeller, stærkest når disse rollemodeller uhensigtsmæssigt gøres til faste modeller, samt forældrepars ønsker om, at deres kærlighedsliv ikke må svinde pga. familiepædagogikken. Men i stedet bevares som en vigtig del af både forældreansvar og egen livsglæde.

Anbefalte artikler