Diskussion
Dette studie har vist, at følgerne efter en voldsepisode sjældent kan begrænses til et enkelt besøg på en skadestue. Næsten halvdelen af de voldsramte, vi registrerede, havde behov for yderligere lægelig behandling. Undersøgelsen har yderligere vist, at mange voldsramte led et ikke ubetydeligt økonomisk tab og var sygemeldte fra jobbet, og mange havde også indirekte følgevirkninger, som kunne påvises to år efter voldsepisoden.
Halvdelen af de voldsramte måtte gennemgå en supplerende lægelig behandling, og de blev dermed udsat for yderligere ubehag og forstyrrelser i deres daglige hverdag. 8 % af de voldsramte oplevede en så drastisk indgriben, at de blev «tilbageholdt» i forbindelse med en akut/subakut indlæggelse på sygehuset. De blev adskilt fra familie og hjem og var eventuelt også fraværende fra jobbet. Voldsramte, som fortsatte i et ambulant behandlingsforløb, blev tilsvarende mindet om voldsepisoden, hver gang de måtte afse tid og ressourcer i forbindelse med transport til- og fra sygehuset, ventetid og undersøgelse på sygehuset, og de måtte eventuelt også melde afbud til arbejdspladsen.
Omfanget af efterbehandlingen, som beskrives i dette studie afviger ikke væsentligt fra, hvad der er beskrevet i andre nordiske studier. I 1994 registrerede Melhuus og Sørensen at 2 545 patienter blev behandlet ved Legevakten i Oslo for læsioner forårsaget af vold (3).
Køns- og aldersfordelingen af de voldsramte samt alvorligheden af skaderne var sammenlignelige med dette studie. I Melhuus og Sørensens studie var det også kun halvdelen af de voldsramte, som kunne færdigbehandles ved den første konsultation. Fire procent blev indlagt på sygehuset, og 5 % blev indlagt på observationsposten. Fra Bergen Legevakt fandt Steen og Hunskår i 1994 – 95, at der var behov for at indlægge 11 % af de voldsramte, mens 30 % blev henvist til ambulant behandling (5). 20 % af de voldsramte fik en sygemelding med fra Legevakten i Bergen, hyppigst på syv dage eller mindre. Steen og Hunskår påpeger dog, at sygemeldingsdagene var minimumstal, idet primærlægerne og sygehuset sandsynligvis også havde udskrevet sygemeldinger. I Danmark er der ikke tradition for, at der skrives sygemeldinger fra skadestuen, men de skrives næsten udelukkende af primærlægerne. Ifølge besvarelserne fra spørgeskemaundersøgelsen havde halvdelen af de voldsramte i dette studie haft et sygefravær på otte dage eller herunder.
I denne undersøgelse var det 1/3 af de voldsramte, som fik anmeldt volden til politiet, men to år efter havde holdningen ændret sig, idet dobbelt så mange nu var parate til at anmelde, hvis de blev udsat for en tilsvarende voldsepisode igen. Det er usikkert, om dette er et udryk for selektion blandt dem, som svarede på spørgeskemaet, eller om der reelt er sket en holdningsændring. Såfremt, der er sket holdningsændringer, kan det være betinget af, at voldsepisoden har haft en langt større påvirkning på de voldsramte, end de selv forudså på det tidspunkt, hvor beslutningen om at politianmelde i sin tid blev truffet. To års erfaringer med fysiske og psykiske kvaler, tab af tid og penge, kan have påvirket i retning af et større ønske om at politianmelde og dermed opnåelse af hævn over for gerningsmanden som en afbalancering af de tab, der var lidt.
Undersøgelsen har vist, at mange voldsramte har lidt store økonomiske tab. Det er omkostninger, som er kommet helt uventet, og med tandlægeregninger på op til 10 000 DKK, er det uden tvivl udgifter, der har skabt store frustrationer. I undersøgelsen er der kun fokuseret på ganske få udgiftsposter, hvorfor det reelle økonomiske tab, som mange voldsramte har haft, må forventes at være langt højere. Siden 1976 har den danske stat ydet erstatning til ofre for forbrydelser i det omfang erstatningen ikke ydes fra anden side (12). I 1993 – 1994 blev der i Nævnet årligt behandlet omkring 3 000 sager fra hele Danmark, og hovedparten omhandlede ofre for voldsforbrydelser. Alene fra Århus blev der fra samme periode behandlet 250 sager (225 sager i 1993 og 275 sager i 1994), hvoraf Nævnet ydede erstatning ved 160 sager (det var ikke alle 160 sager der omhandlede vold). Ifølge spørgeskemaundersøgelsen havde 11 % (68 personer) modtaget erstatning fra staten, og halvdelen af ofrene fik en erstatning på op til 2 000 DKK, hvilket harmonerer med de officielle tal fra erstatningsnævnet, hvor 43 % af alle udbetalte erstatninger fra hele Danmark i 1993 – 1994 var under 2 000 DKK.
Når vold udøves, er det en forsætlig og frivillig handling fra mindst en af parterne. Det er tvivlsomt, om voldens parter i det øjeblik, hvor aggressionerne finder sted, tænker på, at volden også kan medføre andre ting end et blåt øje eller flækket øjenbryn. Det er netop det, som gør vold så meningsløs, at ofrene udover de fysiske skader, ofte må acceptere et længere behandlingsforløb ved sundhedsvæsenet, fravær fra jobbet og eventuelt også må bøde med et økonomisk tab. Denne undersøgelse har kun løftet en lille flig af det ressourcetab og de andre konsekvenser, som volden er årsag til. Til gengæld har undersøgelsen endnu engang været med til at illustrere hvilke vigtige oplysninger omkring vold, der er tilgængelige fra sundhedsvæsenet. Som sundhedspersonale burde vi derfor have et medansvar og forpligtigelse til at udnytte denne tilgængelige viden og inddrage den i debatten om volden. Denne viden kan måske være den øjenåbner, som motiverer yderligere til forebyggelsen af volden.
symptomer, og personer udsat for vold havde signifikant flere symptomer end personer, som havde været involveret i trafikulykker (11).
ølger og konsekvenser også gør sig gældende for andre voldsramte i Norden.