DNA-amplifikation til diagnostik af uro-genital Chlamydia trachomatis infektion

Østergaard L Om forfatteren
Artikkel

Sammendrag


Den seksuelt overførbare Chlamydia trachomatis infektion forekommer i Skandinavien hos 3-10% af unge mellem 16 og 25 år. Infektionens senfølger omfatter bl.a. underlivsinfektioner og heraf følgende øget risiko for ektopisk graviditet, infertilitet og kroniske underlivssmerter. Mere end halvdelen af de smittede har ingen symptomer. De søger derfor ikke læge, bliver ikke undersøgte, får ikke behandling, og får derved større risiko for senfølger og muligheden for at bringe smitten videre.

DNA-amplifikationsmetoder har større sensitivitet end de traditionelle diagnostiske metoder, og de kan derfor anvendes på prøvemateriale, som indeholder færre chlamydia-organismer end de traditionelle penselprøver, for eksempel urin og vaginalsekreter. Sensitiviteten og specificiteten for DNA-amplifikationsmetoder anvendt på selvtagne prøvekategorier synes at være mindst ligeværdig med sensitiviteten og specificiteten for antigenpåvisningsmetoder anvendt på penselprøver. Sensitiviteten af DNA-amplifikationsmetoderne anvendt på urin kan dog øges yderligere, hvis inhibitorproblematikken løses.

Urin og vaginalsekreter kan opsamles i hjemmet og sendes med posten direkte til laboratoriet. En sådan strategi øger effekten af både partneropsporing og universel screening af unge. Det er således sandsynligt, at DNA-amplifikationsmetoderne, der er en nødvendighed for diagnostik af hjemme-tagne prøver, kan bidrage til en reduceret komplikationsrisiko for den enkelte og til en prævalensreduktion i samfundet.

Anbefalte artikler