Kommentar

Medicinfri psykiatri

Gøtzsche Peter
specialist i indremedicin og professor dr.med. Han arbejder ved Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet, København.
Interessekonflikt:  Nei

Psykiater Røssberg og kolleger (Medisinfrie sykehusposter – et kunnskapsløst tiltak, Tidsskriftet publicert på nett 13. marts) og Slagstad (Psykiatriens indre konflikter eksponert) hævder, at neuroleptika reducerer dødeligheden, og Slagstad citerer et finsk studie, som er upålideligt (1). Neuroleptika øger dødeligheden (2, side 308), bla. på grund af pludselig hjertedød, vægtøgning med diabetes, hjertekarsygdomme og selvmord.

Filmen ”Cause of death: unknown” handler om en ung norsk kvinde, som psykiatrien slog ihjel. Hendes psykiater benægtede, at man kunne dø pludseligt af olanzapin, selvom vi har haft denne viden om neuroleptikas farlighed i 50 år. Lægemiddelverket anslog i filmen, at der nok har været 2.500 sådanne dødsfald i Norge.

Røssberg og kolleger hævder, at neuroleptika har effekt hos de fleste og øger funktionsevne og livskvalitet. Det er ikke korrekt. De sløver folk og gør det sværere for dem at fungere (2,3), og deres effekt på psykose er betydeligt mindre end den mindste klinisk relevante effekt (2, side 169).

Røssberg og kolleger hævder, at der ikke er evidens for medicinfrie afsnit. Det er der, fordi det går patienterne værre på langt sigt, når de får neuroleptika (2,3), og fordi det er dokumenteret, at psykoterapi er virksomt (2, side 218, 4) hvilket Slagstad også skriver.

Slagstad har ret i, at lægen ikke skal bestemme. Ifølge FN’s handicapkonvention, som Norge har ratificeret, må man ikke give patienterne medicin mod deres vilje, og da slet ikke medicin, som kan slå dem ihjel. Alle patienter, jeg har spurgt, har sagt, at de foretrækker et benzodiazepin fremfor et neuroleptikum, hvis de skulle få en ny psykose, og et Cochrane review har ovenikøbet vist, at beroligelse indtraf signifikant oftere på benzodiazepiner end på neuroleptika (5).

Da klorpromazin kom frem, vidste man godt, at det var en slags kemisk lobotomi, fordi det hæmmer transmissionen af nerveimpulserne til frontallapperne og fratager os det, der gør os til mennesker: evnen til at tænke, være kreative, have sex eller fungere i det hele taget. Men det ”glemte” psykiaterne hurtigt. Jeg ville ønske, at de psykiatere, der tvinger deres patienter til at indtage neuroleptika, prøvede deres egen medicin i nogle år. Så ville de nok ændre holdning til medicinen og til medicinfrie afsnit.

 

Litteratur

1. De Hert M, Correll CU, Cohen D. Do antipsychotic medications reduce or increase mortality in schizophrenia? A critical appraisal of the FIN-11 study. Schizophr Res 2010;117:68-74.

2. Gøtzsche PC. Deadly psychiatry and organised denial. Copenhagen: People’s Press; 2015.

3. Whitaker R. Anatomy of an Epidemic. New York: Broadway Paperbacks; 2010.

4. Moritz S, Veckenstedt R, Andreou C, Bohn F, Hottenrott B, Leighton L, et al. Sustained and “sleeper” effects of group metacognitive training for schizophrenia: a randomized clinical trial. JAMA Psychiatry 2014;71:1103–11.

Publisert: 31.05.2017
Laget av Ramsalt med Ramsalt Media