«Speil Dig i mig, kjære Caroline»
Aarestrup skrev 114 brev til sin forlovede, som bodde i Præstø, langt sør på Sjælland (1). Brevene er en merkelig blanding av hete kjærlighetserklæringer, lange forelesninger om filosofi og naturvitenskap og korte medisinske råd. Som studenter både før og siden forsøkte han å imponere og fremkalle fryktsomme gys hos kjæresten ved å beskrive kadavrenes rene skjønnhet i disseksjonssalen: «… de røde, friske Kjødtrevler med deres fine gennemsigtige Hinder; Senerne, blanke som Sølv; Brusket fra Ledemodene, snehvide, glatte; det uendelige fine Net af Aarer, Pulsaarer og Nerver; og den beundringsværdige Sammenhæng.» Og med en prosakunst som kan minne om Charles Dickens, men uten synlig empati, skildret han sykebesøk i studietiden: «Et andet Sted, i et beklumret, ophedet, pestsvangert Værelse, i en dyb, skidden raadden Seng, laae to smukke, halvdøde Pigebørn: to andre krøb omkring og p… paa Gulvet; Moderen holdt Faddersladder med en Nabokone, og krympede sig ved, paa min temmelig barske Befaling, at lukke Vinduerne op. Paa mit Spørgsmaal, om der ikke var flere Syge i Huset, førte man mig ind i et andet Lukaf, hvor en 13 Aars Dreng, splitternøgen, oversaaet med en farlig Sygdoms Pletter, saa afmægtig, at han næppe kunde røre sig, ligesom maatte opsøges i noget stinkende Halm, der sparsomt var kastet ind i en mørk Alkove.»
Han ville gjerne doktorere på sin unge forlovede: «Hvis Dine Hænder eller Fødder er røde af Frost og Kløe, saa lad hente fra Apotheket, hvad der staar paa indlagte Recept, det skal være et godt Middel: Du drypper et linned Klæde deri, vrier det af, og lægger det om Aftenen, naar Du gaar i Seng, omkring de angripne Dele, hvor det forbliver liggende Natten over … frygt ikke, det bestaaar af Terpentinolie, Viinaand og Rosenvand.»
Aarestrup drømte som ung om en sammensmelting av et jordisk og et himmelsk paradis. Han ville oppleve himmelen på jorden. Han følte sterkt at tidens seksualmoral gjorde dette umulig. Han hånte det borgerlige ekteskapsliv, deltok flittig i utelivet på Dyrehavsbakken, og som student fikk han et barn med sin privatlærers kone. I brevene til sin forlovede Caroline forsøkte han å vinne henne for sine meninger. Han formante og overtalte for at hun skulle vrake sine normer og kaste seg i hans armer. Han invaderte henne og ville bli hennes åndelige far. «Du staaer i aandelig Henseende med Hensyn til aandelig Næring og Lecture paa samme Trin som Barnet …» «Speil Dig i mig, kjære Caroline,» «Lad ikke smaalige Hensyn fordunkle Dig, Caroline; lad ikke Ængstelighet for, hvad Folk kunde synes , afholde Dig fra noget Godt og Skjønt eller fra Noget, Du skylder vor Kjærlighed!» og endelig: «Idet Manden giver sig hen til Qvinden, og hun til ham, handle de med den største Frihed, det vil sige, overensstemmende med den inderste Attraa i deres Sjæl, og den Lyksalighedsfølelse, der oppfylde dem saalænge Kjærligheden bestaar.» Og likedan i dikt:
-
Lad alle Hensyn være døde!
Alt, hvad vor Kjærlighed indskrænker!
Først naar paa Ingenting man tænker,
kan Sjælene ætherisk gløde.
-
Der er en Lov for Lidenskaben
En himmelsk Ret, en jordisk ikke,
Aarestrup bruker her en ren religiøs overtalelsesteknikk. Carolines brev finnes ikke lenger, men det går frem av hans brev at hun strittet imot. Hun var låst i tidens dydsoppfatning. Hun ønsket ingen skogturer i hans regi, og hun prøvde å fremskynde bryllupet for at alt kunne skje etter vedtatte normer. Likevel er det sannsynlig at han til slutt lyktes i sitt prosjekt:
-
O, var det Synd, at vi var ene?
At ved vaart Bryllup var saa faa?
At mellem høie tause Grene
En Stork vi kun i Reden saae?
. . .
-
Og ingen Præst med Pibekrave,
Og ingen pyntet Kammermø,
Og ingen anden Brudegave,
End Sølvskum fra den lille Sø?
. . .
-
O, hvis jeg nogensinde glemmer
Den søde Stund – saa straf mig Gud!
Græshopper sang med tusind Stemmer,
Og hvert Minut faldt Stjerneskud.
Fra samme tid mer ekstatisk:
-
Af dine skjønne Øines
Lynsvangre mørke Himmel
Sees kun, imellem Taarer,
En smægtende Ætherstrimmel.
-
Min Røst er qvalt, min Stønnen
Er afgrundshuul og rusten -
Og du – selv dine Læbers
Sølvrene klang er brusten.